Folklore musikken

Ved et besøg på øen vil det gå op for den musikalsk nysgerrige at der er mange flere musikalske udtryksformer i live på øen end son, salsa og timba som er den dansemusik cuba har beriget resten af verden med.

Mødet med den afro-cubanske folklore kan være en meget stærk oplevelse for den der er disponeret for det. Selvom cubanerne er godt uddannede har de for rigtig manges vedkommende ikke mistet kontakten til den afrikanske kult de kommer fra og dyrker den som noget naturligt, hvis ikke religiøst så, måske i en folkloregruppe for amatører.

Jeg skal lige forklare termen afro-cubansk (som nemlig er blevet noget misbrugt i forretnings øjemed fordi det lyder godt og sælger) Når noget i den cubanske kultur siges at være afro-cubansk betyder det at: Det er en form som er kommet med slaverne fra afrika og som udføres som man husker det derfra og sangene synges på det oprindelige afrikanske sprog, som man bedst husker det.

Der kom slaver fra mere end 100 forskellige afrikanske stammer eller “naciones” som cubanerne selv kalder det. I en opgørelse fra 1980′erne kunne man på Cuba stadig finde traditioner fra 14 forskellige “naciones”  holdt i hævd.

Grunden til at disse traditioner stadig findes på Cuba men ikke på det amerikanske fastland er at Spanien som Cuba jo var en provins i, havde love der omhandlede slavers rettigheder som stammede fra den Iberiske halvøs tid med slaver. Slaverne havde lov til at forsamles og dyrke deres kultur som de huskede den “hjemmefra”. Dette skete i noget vi kan kalde kulturelle “forsamlingshuse” der blev kaldt Cabildos, institutioner der var lovlige, godkendte af de spanske autoriteter og navngivede med en katolsk helgens navn. Så de afrikanske slaver og frie farvede kunne samles med andre stammefæller og dyrke deres kultur og religion. I Cabildoerne kunne man bruge sit afrikanske sprog, men det viste sig i praksis at konversation på de afrikanske sprog hurtigt uddøde og kun kunne huskes af dem der var født derovre, hvorimod sangene den dag i dag bliver sunget som cubanerne siger “en lengua”, på det oprindelige afrikanske sprog.

Hvis en slaveejer inde på det amerikanske fastland derimod, havde to slaver der kunne tale sammen på samme afrikanske sprog, så solgte han den ene, af frygt for at de sammen kunne konspirere på et sprog som ejeren ikke kunne forstå, og derfor er rester af den afrikanske kultur på det amerikanske fastland nærmest umulig at opspore.

Af de 14 naciones der stadig findes spor af på Cuba er der særligt tre der har sat sit præg på den cubanske kultur:

Lucumi, eller Yoruba-kulturen (fra området omkring det nuværende Nigeria, Benin og Togo) er den kultur oftest man støder på i den cubanske hverdag. Den mest udbredte religion på cuba hedder Santeria og er en sammensmeltning af Yoruba-kulturen med katolicismen som en let fernis hen over.

Palo Monte, eller palero religionen er en sammenblanding af mindst 5 kun lidt forskellige religiøse praksiser fra bantu-stammen der kommer fra det område der i dag hedder Congo, Angola

Macho kulten Abakua, som er et broderskab/loge, udelukkende for mænd, der kommer fra området der hed Calabar-kysten. (I dag syd-øst Nigeria) Den befolkningsgruppe der har rødder der bliver i Cuba kaldt “Carabalies”

Disse tre kulturer har den dag i dag stor indflydelse på det cubanske samfund og har hver flere forskellige musikalske udtryksformer, hvor Yoruba kulturen klart er den der er mest synlig i det cubanske samfund.

Udover den afro-cubanske folklore findes der også en cubansk folklore. Det er den folkelige musik der er opstået på Cuba efter blandingen af de afrikanske og europæiske kulturer. Den første var karnevalsmusikken, siden kom rumbaen til. Det der kendetegner den cubanske folklore er at sproget er det fælles spanske. De folkloregrupper der findes på øen, både amatører og professionelle dyrker som regel både de afro-cubanske og de rent cubanske folkloreformer.

Alle disse former skal vi se nærmere på i kommende artikler.