Lucumi

Lucumies er en cubansk betegnelse for den del af den cubanske befolkning der stammer fra Yoruba-kulturen.

Den mest fremtrædende religion på cuba stammer derfra og hedder Santeria eller i daglig tale simpelthen “religionen”.  Det er den samme religion som i Brasilien har udviklet sig til candomble og macumba og til voodoo på Haiti. Det er en offer og trancereligion hvor der bliver ofret levende dyr og medlemmer af menigheden kan til gudstjenesten gå i trance og blive besat af en af de tilbedte guder der så i denne sammenhæng hedder en orisha. Man siger at den besatte bliver den hest som orishaen rider. Orishaen kan så gå levende rundt mellem menigheden og hilse på og give gode råd. Man mener at orishaen er reelt til stede, den besatte bliver orishaen. Religionen er ikke hemmelig og gudstjenesterne er åbne for enhver der er interesserede. Man siger at jo flere der er til stede jo mere kraft (aché) er der i gudstjensten.

Hele den religiøse praksis og det hieraki der er med præster og “gudfædre” og “gudmødre” er ret uforandret som den kom fra afrika, men da slaverne kom til øen, som jo var katolsk, så afrikanerne de mange katolske helgener der i nogen grad lignede de guder de selv dyrkede. Slaverne og deres herrer lavede så en aftale om at hver af de afrikanske guder, kaldet orishas havde hver en tilsvarende katolsk helgen. Religionen afrikanerne medbragte er polyteistisk, d.v.s. har mange guder, og derfor havde de voldførte afrikanere ingen problemer med at optage nye “guder” fra det nye sted de var kommet til. På den måde fik den afrikanske religion et tyndt lag katolsk fernis ovenpå, og magthaverne var stillet tilfredse. I den religiøse praksis i dagens Cuba er der kun et af de katolske navne på de afrikanske orishas der er blevet hængende og bliver brugt. Hvis man er syg beder man til San Lazaro og ikke til Babalu Ayé. Til gengæld bliver de smukke katolske helgenbilleder og figurer gerne brugt som symboler på de forskellige orishas.

Der er mange forskellige orishas, men de vigtige og dem man kan støde på til en religiøs fest (toque de santos) eller en folkloreoptræden er kun et par håndfulde:

Elegua / Echú: Korsvejenes gud. Han/hun er den der har forbindelser til både orishas og menneskenes verden, så uden Elegua kan man ikke komme i forbindelse med de højere magter. Derfor begynder og slutter alle ceremonier og bønner med ham/hende. Elegua kan man kende ved at han/hun er klædt i sort og rødt og har en kroget stok i hånden. Ting man forbinder med Elegua: nøgler, legetøj, slik og søde sager. Elegua er den korsvejenes gud der bor bag døren i dit hjem og passer på. Echú er den der bor på gaden. Echú må ikke komme indenfor, så bliver der ballade.

Yemaya: Havets og moderskabets gudinde. Bliver regnet for at være mor til alle orishas. Er hersker over vandene og repræsenterer havet som er livets kilde. Yemaya er streng men retfærdig. Ting man forbinder med Yemaya: Solen, fuldmånen, både, stjerner som små figurer lavet i sølv, jern, blik eller bly. Muslingeskaller, søstjerner og alle ting fra havet. Man kan kende hende på hendes vide kjole som er blå med hvide mønstre i. Når hun danser kan man se kjolen bølge som havet.

Obatala: Ham der skabte og som er konge over jorden og menneskene. Han er renheden selv, herre over alt hvidt, over menneskers hoveder, tanker og drømme. Han er barmhjertig og elsker fred og harmoni. Alle søger ham som mægler, og ingen må bande eller være nøgen foran ham. Man forbinder ham med hvide ting som: bomuld (vat), pulveriseret æggeskal, elfenben og kakaosmør. Man kan kende ham på at han er klædt helt i hvidt og har en krone med papegøjefjer på hovedet. Når han danser har han en hvid hestehale med et håndtag på (en iruke) i hånden, som han svinger over hovedet.

Chango: Lynets, tordnens, ildens og krigens gud, men også dansens, trommernes, virilitetens og den mandlige skønheds gud. Chango er et eksempel på en historisk person der er blevet en orisha. Chango var konge i byen Oyo og hans helligdom kan stadig besøges i Nigeria. Han opfandt de trommer som stadig bliver brugt til de religiøse ceremonier. Chango repræsenterer både menneskenes dyder og fejl. Han er arbejdsom, en god ven, tapper og modig og han kan spå og helbrede, men han er også løgnagtig, stridslysten, indbildsk, selvglad og en spillertype. Nogen af de ting man forbinder med ham er: Haner, drikkekrus, sværd, araberheste. Chango kan man kende på farverne på hans tøj som er rød og hvid. Han har ofte en takket krone på hovedet og han danser med en lille dobbeltøkse af træ og man kan der se ham “hente lynene ned”.

Ochun: Den skønneste af de skønne. Kærlighedens, flirtens og den feminine sexualitets gud. Ochun er “de ferske vandes” altså flodernes gudinde. Hun elsker at feste og er altid glad. Hun er også de gravide og barslendes beskytter. Ochun’s kjole er gul med hvide påsyninger og når hun danser ler hun højt. Cubas historie siger: År 1612 var tre kobbermineslaver ude og sejle for at hente salt i en kano i Nipe bugten tæt på Santiago som dengang var hovedstad. De blev overraskede af et stormvejr men bad til den hellige jomfru om at blive reddede og stormen lagde sig mirakuløst. På et planke i havet fandt de  en katolsk statue af jomfru Maria liggende og på planken stod inskriptionen “Yo soy la Virgen de la Caridad”. De bragte statuen til minen hvor de arbejdede ved byen Cobre og statuen fik sit eget kapel. De afrikanere der var fra yoruba-stammen genkendte hende straks som Ochun: Hun blev fundet ud for mundingen på en flod, hendes lød var mørk, hun var klædt i gult og hun var dekoreret med meget guld. Ochun elsker nemlig smykker, guld og glimmer. Andre ting man forbinder med Ochun:  Spejle, honning, kobber, bronze, påfuglefjer, vifter. Hendes tilsynekomst som La Caridad del Cobre har gennem tiderne betydet meget for de farvede cubanere og det var f.eks. foran hendes kapel at revolutionshelten den farvede General Manuel Cespedes i 1898 svor på at han og den overvejende sorte hær ville smide spanierne ud af landet. Soldaterne havde et billede af hende på deres uniform.  La Virgen de la Caridad del Cobre blev i 1916 officielt af paven udnævnt til Cubas skytshelgen, efter at hun havde virket sådan i mange hundrede år.

Ogun er arbejdets, værktøjets og fremskridtets mand. Han er stædig, kort for hovedet og tyr gerne til håndgemæng. Smed af profession bor han alene ude i skoven ved bjergene hvor han laver jern. Herre over mineralerne, bjergene og værktøjet. Er “skytshelgen” for landmænd, arbejdere, mekanikere, ingeniører og soldater. Ogun er nemlig også en af religionens tre krigere (guerreros) sammen med Elegua og bueskytten Ochosi. Man kan kende Ogun på hans “bast”skørt  der er lavet af palmefibre (mariwo) og hans bandana-lignende tørklæde. Når han danser svinger han sin machete. og pulser på en cigar. Alt i jern og metal er symbol på Ogun og et billedligt symbol på ham jeg ofte er stødt på er: et lokomotiv i fuld fart.