Cubas historie

Cubas Historie op til og med “Revolutionens Sejr” i min meget personlige version

 

Cuba er et land af indvandrere. De spanske conquistadores der landede på Cuba blev modtaget venligt af de indfødte tainoindianere, men efter ganske få år var indianerne og deres måde at leve livet på udryddet. Spanierne brugte nemlig indianerne som slaver, hvad de ikke synes om. Nogle blev henrettet af kolonisatorerne for at nægte at arbejde, nogle tog deres eget liv for at undgå slaveriet, men de fleste døde nok af de sygdomme som erobrerne havde med.

Hvem var så disse Spaniere?

Kulturen i de spanske provinser var meget forskellige, så de folk der “erobrede” den ny verden var også en meget blandet flok. Der var selvfølgelig både adel og militær og borgerlige lykkejægere, men også fattige bønder der bare søgte en bedre tilværelse.

Dronning Isabella af Spanien som jo financierede Colombus rejse, havde på det tidspunkt lige fået “befriet” det sydlige Spanien fra maurerne, d.v.s. muslimerne, så der har også været arabisk kultur til stede blandt erobrerne.

Her stod de så i et smukt og frugtbart land og svedte, med masser af muligheder, men uden den nødvendige arbejdskraft.

Da der var tradition for slaveri hjemme på den iberiske halvø, var det kun naturligt at søge at importere den nødvendige arbejdskraft fra et sted med et lignende klima. På den måde kom det der blev til trekants-handlen i gang. Skibe fra Europa sejlede til Vestafrika og købte slaver for glasperler og våben, sejlede slaverne over Atlanten og solgte dem, købte de lokale, hjemme i Europa eftertragtede varer for pengene og sejlede tilbage med rom, sukker og tobak.

Slavehandlen over atlanten varede i altså omkring 400 år og i al den tid var Cuba en del af Spanien.

I Spanien havde der som før omtalt også været slaveri og kongelige forordninger om hvordan slaverne skulle behandles. Disse love fulgte med til Cuba og sikrede slaverne der, rettigheder til at forsamles omkring deres afrikanske kultur. Noget som slaverne på det amerikanske fastland aldrig fik.

I de Cabildos som var slavernes forsamlings-huse kunne de dyrke deres kultur som de huskede den fra afrika. De spanske slavelove gav også mulighed for at hvis man kunne spare op til det man var værd, kunne man købe sig fri, så cabildoerne kunne også fungere som sparekasser og kunne give den enkelte et håb som var ikke eksisterende inde på  det amerikanske fastland.

På grund af det store underskud af europæiske kvinder opstod der også hurtigt en klasse af frie farvede mulatter der kom til at spille en vigtig rolle i den cubanske kultur. De frie farvede kom til at være en under/mellemklasse i byerne hvor de blev erhvervsdrivende, håndværkere og musikere.

Og når vi taler musikere er det altså ikke den farvede der slår på  tromme til de hvides europæiske musik, men den farvede der helt efter udbud og efterspørgsel lærer sig at spille på de europæiske instrumenter og læse noder.

Det er veldokumenteret at befolkningen på Cuba allerede i 1774 var 20% frie farvede og at det var velset at et musikensemble havde farvede medlemmer. Således blev den cubanske kultur allerede meget tidligt “creoliseret” og den afrikanske tilgang til musik kom til at have indflydelse også på den cubanske klassiske musik. Denne musik blev på dette tidspunkt stadig regnet for værende spansk.

Der opstod ret tidligt på Cuba en selvforståelse der ikke harmonerede med at være en del af Spanien og det gav grobund til forskellige uafhængighedsbevægelser som blev stærkere og stærkere for at være på nippet til at tage magten fra Spanierne 1890′ere.

Amerikanerne som jo længe havde haft et godt øje til Cuba havde i 1895 erklæret sig neutrale i konflikten for at kunne sælge våben til Spanierne.

Omkring 1896-7 var oprørsbevægelserne, der for 80% vedkommende bestod af farvede, imidlertid blevet så stærk at Spanierne kun ledte efter en ærefuld måde at trække sig ud af øen på.

Amerikanerne sendte så i 1898 et krigsskib “Maine” til Havana, officielt for at kunne beskytte/evakuere derboende amerikanere.

Den 15. februar kl. 21.40 eksploderede skibet mens det lå i havnen.

266 amerikanske søfolk døde den dag, 2/3 af skibets besætning. Stort set alle officerer overlevede. Nogen siger de var til middag på det amerikanske konsulat, andre at de var i en del af skibet som ikke tog skade.

De amerikanske aviser med den ny medie-gigant Randolph Hearst (som i forvejen var tilhænger og fortaler for en amerikansk intervenering i Cuba) i spidsen blæste hændelsen stort op som som sabotage. Selvom det var evident at Spanien intet motiv havde for at lægge sig ud med U.S.A. fik de effektive amerikanske medier vendt folkestemningen således at U.S.A. kunne erklære Spanien krig. USA’s flåde sænkede den del af den spanske flåde der var udstationeret på Cuba og den amerikanske hær gik i land og overmandede den spanske hær.

Til fredsforhandlingerne mellem Spanien og USA i Paris var der ikke nogen cubanere til stede og den anti-imperialisme som amerikanerne ellers siden uafhængigheden havde bekendt sig til forsvandt ved denne lejlighed, delvis forklaret af de amerikanske medier som “hjælp” til svagere nationer. USA overtog spaniens besiddelser: Guam, Filippinerne og Puerto Rico.

Amerikanerne havde tidligere lovet cubanerne at de ikke var ude på at indlemme Cuba i De Forenede Stater (Teller amendment), så Cuba blev selvstædigt, men under overvågning af amerikanerne, som forbeholdt sig retten til at indsætte tropper efter forgodtbefindende. (Platt amendment)

På den måde blev cubas præsident underlagt den amerikanske ambassadør. Denne ordning var ikke til fordel for cubas farvede befolkning som havde gjort det grove arbejde med at smide spanierne ud, da U.S.A’s politik overfor farvede var en del mere konservativ end spaniernes.

Havana blev herefter et sted hvor amerikanere tog til for at holde ferie, gå på natklub, feste, drikke, spille hasard og gå på bordel. Under spiritus-forbudstiden i U.S.A. i 30′erne eksploderede den mafia-styrede kriminalitet på øen.

 

Havana var således i 40′erne og 50′erne en kosmopolitisk storby med alle de mest moderne tilbud i verden, men også et sted med en kæmpe social ulighed og et superkorrupt og voldeligt politisk system. Selve landets præsident Batista kunne f.eks. ikke besøge Havanas fineste golfklub, da han var farvet.

Der er ikke noget at sige til at Fidel Castros indtog i Havana og overtagelse af øen i 1959 havde den brede befolknings opbakning.

 

Amerika’s regering havde ikke rigtig føling med stemningen på Cuba, for i 1961 prøvede en lille flok eksilcubanere (1500) på foranledning af præsident Kennedy at invadere øen. Invasionen i Svinebugten blev en eklatant fiasko. Amerikanerne troede at de ville blive modtaget med kyshånd af den cubanske befolkning, men led et sviende nederlag.

 

Det forlyder at Che Guevara har takket John F. Kennedy i et brev hvor han forklarede at revolutionen blev meget stærkere efter Svinebugt-invasionen og at sovjets præsident Krusthjov udtalte at: “Nu bliver Cuba kommunistisk”. Adspurgt hvorfor skulle han ha’ svaret: “Sådan som USA opfører sig kan det ikke gå anderledes”.

 

Kennedy var selvfølgelig nødt til at gøre noget ved situationen og for ham stod valget mellem en storstilet invasion eller en belejring som kunne udsulte øen. Med Svinebugten in mente valgte han blokaden, som jo så har varet siden og stadig er i funktion.