Clave og claves

Claves er både et instrument, et sæt rytmisk beslægtede figurer og et begreb.

Instrumentet  er to stykker rundstok man slår mod hinanden. Den ene hviler ”xylofonisk” i den ”svage” hånd. Xylofonisk vil sige at den hviler to steder som ligger ca. en fjerdedel inde på rundstokken.  Man griber clave på følgende måde:

Læg den rundstok du skal slå med på tværs i din svage hånd (den venstre for de fleste) så den ligger vinkelret på underarmen. Tag den der skal slås på og læg så de danner et x hvor du holder den ene ende med tommel og pegefinger og den anden ende hviler på håndroden. Så fatter du om enden af den underste rundstok og trækker den elegant ud, og se, den efterlader et lille hulrum der kommer til at virke som lydkammer. Slå nu fast og bestemt med den du holder i din stærke hånd midt på den du holder i din svage hånd. Det kan godt være du skal bruge lidt tid til at ”lede” efter lyden, men der er ingen tvivl  når den er der.

Historien siger at det var havnearbejdere der opfandt claves, og brugte dem som akkompagnement til de sange der blev sunget af skibsbyggerne, både hvide og sorte. Hverken guitarer eller trommer var tilladt på den spanske konges skibsværfter, hvor der til gengæld lå titusindvis af de trænagler man satte skibsplankerne på skroget med, så det har været nærliggende for en musikalsk anlagt person at tage et par nagler op og lave en rytme at forholde sin sang til.

Rytmen som er fader til de forskellige clave-varianter der spilles på Cuba er klart fra Afrika, men instrumentet fandtes ikke i Afrika.

Musikalsk set er det en figur der går over to takter.

Man tæller: 1 og 2 og 3 og 4 og 1 og 2 og 3 og 4 og. Klap på de fremhævede. Første takt er en meget let frasering af tre over fire som ender med at blive den rytme som også er ”calypso” eller også kaldt ”universalrytme”. I anden takt spilles på de to lige slag midt i takten, så første takt forholder sig til polyrytmik og anden takt holder den lige puls i ave.

Den afrikanske stamfader-clave  bliver således kaldt tre-to clave (der er tre slag i første takt og to i anden) Figuren er ret udbredt over  hele verden også i rockmusikken og hed i tresserne bl.a. ”Bo Diddley”fra et hit pågældende sanger havde.

Den form af clave der bliver brugt mest i cubansk musik bliver kaldt to-tre clave. Det er den samme figur, bare spillet med anden takt først. Så når forsangeren i salsabandet råber: “Clave cubana” som opfordring til at klappe med, så er det to-tre clave han be’r om.

Rumbaclave  er en nyere opfindelse fra første halvdel  af forrige århundrede. Den kom frem  i rumba-genren, som jo er ren percussionsmusik. Den vender tre-to, d.v.s. første slag er på etslaget, men adskiller sig fra alm. tre-to ved at tredje slag på 4 bliver flyttet til og’et efter: 1 og 2 og 3 og 4 og 1 og 2 og 3 og 4 og. I vore dage kan man komme ud for at timba-bands bruger rumba-clave og man kan ovenikøbet høre den vendt om så vi kan tale om to-tre rumbaclave.

Andre former er:

Punto clave som bruges i campesino-musikken

Yambu-clave  (en langsom rumba form)

6/8 clave  som bruges i den rumba der hedder Columbia samt i de fleste cubanske folklore former der stammer fra Afrika. I disse former bliver figuren dog spillet på en metallyd, gerne på et hakkeblad (en guataca) slået med en metalpind. Faktisk bliver selve den rytmiske figur – 6/8 clave også kaldt – guataca!

Fortæller en cubaner dig imidlertid at du har guataca,  er det en stor cadeu til dig, for det er cubansk slang for god rytmisk forståelse, eller ”sans for det”.

Er det ikke ret meget snak om to pinde?

Jo, det er det, men jo mere man lærer sig om cubansk musik, jo mere forstår man hvor gennemsyret af dette begreb musikken er. Jeg kan godt li’ formuleringen en ”usymmetrisk metronom” for det er jo hvad clave fungerer som.

Næsten al cubansk musik og i hvert fald al dansemusik forholder sig til clave også selvom der ikke er nogen der lige står og spiller den. Alle instrumenter orienterer deres figurer efter denne to-takts figur og den indviede kan ved at lytte på et enkelt instrument høre hvilken ”vej”  clave vender.

Det betyder ikke at man ikke kan opleve ophedede diskussioner omkring clave,  men det siger jo bare noget om at alle ved hvor vigtigt det er man er enig.