Timbales

Dette egenartede cubanske “trommesæt” er en videreudvikling af de pauker man bruger i den klassiske musik.

 Timbales er simpelthen det spanske ord for pauke. Cubanerne er opfindsomme folk så, da man manglede autoriserede pauker, fandt nogen på at sætte et skind og nogle mekanikker på et af de store fade man da indampede sukkerrørsaft i, og da et

sådant fad hed en paila kom instrumentet også til at hedde det. I begyndelsen havde man ikke altid to, men det blev senere standard. I det nittende århundrede brugte man på Cuba sådanne pailas i tipica-orkestre bestående af blæsere og slagtøj som spillede på offentlige pladser.

Da man omkring forrige århundredeskifte lavede en ny orkesterform beregnet til indendørs brug, blev pailas lavet mindre. Det var i denne orkesterform, charangaorkesteret, at timbales fik den udformning de har i dag.

Timbales eller pailas som de oftest bliver kaldt på Cuba er altså to metalkedler i stål, messing eller kobber, sædvanligvis parret i størrelserne 13 og 15″ eller 14 og 16″. Kedlerne har ingen bundskind, og er monteret på et stativ der også indebærer en metalpind monteret lodret mellem de to kedler til påsætning af koklokker og i vore dage oftest en clave-blok. Visse stativer har en vippefunktion beregnet til brug ved trommesættet, men traditionelt spilles timbales i vandret position, stående.

Timbales anslås med specielt fremstillede stikker, timbalesstikker!!

Disse udmærker sig ved at være ens i begge ender som små rundstokke. Timbalesstikker kan købes hos en velassorteret musikhandler og i hvertfald i slagtøjsbutikker og findes i flere størrelser og træsorter. Nogle spillere arbejder med at tilpasse stikkerne i længden.

I charangaorketret spiller timbalesspilleren kun på “toppen” af timbales, d.v.s. på skind, reifer og klokker. I salsa eller son-orkestret tilbringer spilleren imidlertid meget af tiden med at spille på siden af timbales. De forskellige faste rytmer han her spiller hedder under ét “cascara” (skal/nøddeskal).