Bongos

Bongos er jo nok det mest oversete af de tre “tunge” instrumenter. Tit bliver bongos forbundet med “noget for børn”. Det er da også rigtigt at det er det mest legesyge af de tre, men her hører den sammenligning osse op. For at udfylde rollen som “bongosero” i et son eller salsaorkester, skal du nemlig ikke bare kunne  spille en grundrytme og kunne “kommentere” kvalificeret på trommerne. Du er også den der tager ansvaret for bandets “drive”  meget af tiden, da bongospillerens instrumentarium nemlig også omfatter den store koklokke som lægger beatet for bandet når der er blæserrifs (mambos) eller når der bliver sunget kor og improvisationer (montuno).

Bongos er opfundet på Cuba og er altså to trommer lavet af træstave den lille 14 – 19 cm  og den store 17 – 23 cm i diameter. De to trommer er sat sammen med en eller flere bolte og en træklods til at give lidt afstand. De første bongos havde skindene sømmet på, så den eneste mulighed for at stemme dem var at varme skindene op, så bongoseroen måtte flere gange på en aften krølle et par avissider sammen og tænde ild i dem så han kunne varme især det lille skind (el macho).

I dag har vi stemmeskruer og det er almindeligt at man stemmer ihvertfald det lille skind ned når man ikke spiller på det, da det træk der skal i skindet for at få det til at lyde rigtigt er rimelig tæt på bristepunktet. Den mest typiske ulykke er at transportere bongos i opspændt tilstand til et tørrere eller/og varmere miljø. Kulde og fugt får naturskind til at blive slappere og varme og tørke spænder dem op.

Første gang man nærlytter til bongospilleren kan få fornemmelsen at han bare “jammer” helt vildt og laver hvad han har lyst til, og det er også rigtigt at man i bongo-rollen har stor frihed til at farve musikken; men der er altså et system!